Stegt squash og burrata

Denne ret er inspireret af en åbenbart viral (ohlala) måde at tilberede squash på udviklet af Thomas Keller. Det er ikke ret kompliceret men lækkert.
Her er squashen serveret med burrata, men tilbehøret kan varieres i det uendelige; prøv f.eks. med en fetacreme, mynthe og pistacienødder.

Ingredienser

  • 1 squash
  • 1 burrata
  • 1 fed hvidløg
  • 1 tsk røget paprika
  • 2 spsk ristede hasselnødder
  • 1 forårsløg (eller f.eks. hakket persille)
  • God olivenolie
  • Salt og peber

Del squashen på langs. Rids forsigtigt et rudemønster i skærefladen på de to halve squash (altså skær diagonalt den ene vej, og så den anden så der kommer en masse små “ruder” i skærefladen). Drys skærefladen med salt og lad dem stå en halv times tid. Dette trækker væsken ud af squashen.

Varm en pande op og dup de to halve squash med køkkenrulle for at fjerne væden. Når panden er godt varm steges squshen med skæresiden nedaf i olivenolie. De skal have ca 6 minutter, men det bedste er at tjekke om de får en god farve.
Giv dem lidt på den anden side også og læg hvidløgsfedet ved mens de steger møre.

Bryd burrataen op og fordel den på et fad. Hak de ristede hasselnødder og skær forårsløget i tynde skiver.

Krydr squashen godt med salt og peber. Det nytter ikke noget at være nærrig med det!
Læg dem ovenpå burraten, dryp med lidt god olivenolie, drys røget paprika over og slut af med hasselnødder og forårsløg.