Friterede vagtelæg og gomadressing

Goma er en japansk sesamdressing der kan anvendes som dressing til salat (i så fald kan der tilsættes lidt vand, ekstra eddike eller lidt limesaft for at gøre den tyndere), til kyllingespyd, til friske forårsruller og meget andet. Her er den brugt som dip til friterede vagtelæg og det fungerer som en god lille hapser eller forret.  

Ingredienser gomadressing

  • 1/2 dl sesamfrø
  • 1 spsk Soya
  • Lidt sukker
  • Lidt peber
  • 1 tsk sesamolie
  • 2 tsk riseddike
  • 2 spsk mayo

Ingredienser friterede vagtelæg

  • Vagtelæg
  • Lidt mel
  • Æg
  • Pankorasp
  • Salt og peber
  • Neutral olie til at stege i

Rist sesamfrøene på en pande indtil de begynder at tage lidt farve og afgive aroma. Stød dem let i en morter og tilføj så de øvrige ingredienser. Smag til så dressingen er tilpas salt, syrlig og sødmefuld.

Kog vagtelæggende i 1,5 minut og kom dem straks i en skål med vand og isterninger så kogeprocessen stopper. Det er meget vigtigt, at de ikke bliver kogt for længe da de også bliver tilberedt under friteringen. Vi vil gerne undgå at blommen sætter sig for meget:-)

Pil forsigtigt de kogte æg. Rul dem i mel blandet med lidt salt og peber og dyp dem derefter i æg, så pankorasp, så æg igen og pankorasp igen. Vupti, vi kører dobbeltpanering på de æg her ja!

Varm olien op i en gryde – tjek evt. med f.eks. en tandstik (ubrugt, det andet bliver lidt nasty) om den er klar. Det skal begynde at syde lidt om den. Når olien er klar friteres æggene et par stykker af gangen til de er gyldne.

Anret små klatter af gomadressing på et fad eller tallerkener og placer æggene ovenpå. Drys med lidt sort salt (kan f.eks. købes i Søstrene Grene) eller lidt furikake (link).